Mere Musik til Byens Børn
Mere musik til Byens Børn (MMtBB) er en musikpædagogisk indsats finansieret af BUF København og faciliteret af Københavns Musikskole.
Formålet er at sikre, at mange flere københavnske børn i skolealderen (6-18 år) fremadrettet får mulighed for at deltage i frivillige musikalske fællesskaber af forskellig art. Projekterne, der udbydes, skal bidrage til at skabe musikalske fællesskaber til børn og unge uanset baggrund og økonomiske, sociale, geografiske og kulturelle forhold.
Initiativet, som så dagens lys i 2015, fokuserer særligt på at fremme, at børn i hele byen uanset baggrund kan deltage i musikprojekter i deres fritid. Succeskriteriet for projekterne er, at børnene bliver en del af et musikalsk fællesskab, hvor der er fokus på processen og de gode oplevelser med musikken.
Puljerne udbydes hvert andet år og kan dels ansøges af musikere/musikpædagoger, der ønsker at stå for et projekt og har ideen til projektets indhold, målgruppe og afvikling ude på en af Københavns fritidsinstitutioner/kulturhuse. Dels kan puljerne søges af fritidsinstitutionerne/kulturhuse, som derved får tildelt gratis musikundervisning målrettet deres børn og unge i en 2-årig periode.
Hvis du er interesseret i at høre mere om Mere Musik til Byens Børn, kan du kontakte musikskolens afdelingsleder Hanna Rose Jørgensen på bf6r@kk.dk eller tlf. 24 85 50 30.